Livet som Jonathan Del 2

Hvorfor får en 14 årig lov til at købe en motorcykel?

Ja det ved jeg ikke, men er dog godt tilfreds over at den 14 årige var mig. Bum

Jeg gik i 7 klasse på Vittenbergskolen i Ribe og jeg var lige blevet nonfirmeret. Jeg var ikke i kirken, er ikke kristen, men fik alligevel en stor fest sammen med hele familien (og den er ikke helt lille) plus de nærmeste venner. Festen skulle foregå i det lokale forsamlingshus i Roager hvor der var garanti for Anne Maries berømte skrup af suppe.

Hvor om alting er, jeg endte ud med en god sjat penge og en dag jeg aldrig glemmer.  Nu var jeg jo i en alder hvor alle og enhver skulle have en scooter, så jeg er sikker på konfirmationssæsonen betød kronede dage for de lokale scooterforhandlerne. Der gik da heller ikke lang tid før jeg sad foran computeren og gennemsøgte dba og deslige for den perfekte scooter.

Hvorfor købe en scooter for 5.000,- når man kunne få en motorcykel for det samme?

Ja hvorfor? det endte med at jeg snakkede med min far om problemstillingen. og 1-2-3 var vi på vej nordpå for at se på en lille lækker 125cc Cagiva Elephant touring motorcykel.

Min far havde det ene krav, og det var at motorcyklen selvfølgeligt ikke måtte være alt for stor og voldsom. Det viste sig at det var den perfekte 1-gangs motorcykel, og efter et par prøveture og en hurtig handel var vi igen på vej til Roager med en motorcykel bag i mors handicapbus.

Turen hjem hvor jeg sad der bag i bilen sammen med min nye motorcykel og følte mig som den heldigste dreng i hele verdenen glemmer jeg aldrig. Det kildede og sitrede i fingrene for at komme hjem og køre på den!

Den fulgte mig trofast som mit elskede tranportmiddel i flere år, og ja jeg have den hurtigste “knallert” på havnen! ;)

 

Livet som Jonathan Del 1

Hvordan overlever man uden at leve?

Igennem de sidste snart 10 år her jeg gået og tænkt og tænkt over hvordan jeg skal snakke med nogen om mit liv? mit liv som Jonathan, mellemste barn af tre, søn af en mor med sclerose og en far der har været tvunget til at holde det hele sammen.

Så, hvem skal man tale med? hvad skal man fortælle og hvad skal man udelukke? Og kan man overhoved byde nogen at høre på ens historie, bare fordi man har brug for at få den fortalt?

Jeg er kommet til den konklusion eller løsning om man vil, at publikummet er underordnet så længe historien bliver fortalt.

Nå hvor skal vi starte? En kronologisk fortælling ville nok være at foretrække, men tror i stedet hvert kapitel vil indeholde en fortælling, erindring eller historie for nogle bestemte perioder i mit liv. Så ikke mere chit chat, mit navn er Jonathan og det her er min historie, hele min historie.

Et af de første minder

Jeg går og roder i jorden bagved huset hvor vi bor for tiden, året er vel omkring 1992 og jeg er omkring 4 år gammel. Det er forår eller sommer, det er varmt og jeg går og hygger mig med at stikke en pind i jorden her og der. Min interesse falder på en askebunke fra fyret, og det skal jo totalt gennemrodes.

Andre som ligesom mig selv har brugt meget tid udenfor, og tændt de første 500+ bål og fyre (dog ikke i en alder af 4), kender følelsen af at skrabe det øverste våde/fugtige aske af og komme ned til der her helt rene tørre aske. Som 4 årig er det super fedt, og ikke noget man går fra før det hele er rodet igennem.

Nu var det bare sådan, at jeg i min roden stødte på en lille glasflaske, jeg husker den som meget lille, en parfumeflaske eller måske en lille skarp ;) jeg får samlet flasken op og opdager til min fornøjelse at der er en lille smule væske nede i flasken. Nu skal man huske jeg kun var 4, for hvad jeg gjorde havde et lidt klogere individ nok ikke begivet sig ud i.

– Jeg vender bunden i vejret på flasken, og lader de få dråber glide ind i munden inden jeg synker den ukendte væske. Sekundet efter befinder jeg mig i et helvede uden lige. Sekundet flasken rører mine læber går det op for mig at det er en rigtig dårlig ide, rigtig rigtig dårlig ide. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, og den tanke der vender tilbage igen og igen er at jeg skal finde vand, og det skulle have været i går.

Når man er i den alder, er man aldrig helt sikker på om det man har bedrevet er en skarnsstreg eller noget de voksne ikke engang vil rejse et øjenbryn over. I situationen jeg stod i endte det som en KLAR KLAR skarnsstreg i mit hoved, så muligheden for at hente far var udelukket. Nå hvad gør man så, nu var gode råd uvurderlige.  Det brænder i halsen og i maven, jeg er ret sikker på at jeg er ved at brænde op indefra hvilket vil medføre en lang og smertefuld død (ja man kan godt overreagerer lidt for meget).

Jeg løber indenfor, jeg ved ikke om det er en lade, eller bryggerset i forlængelse med huset, men jeg er sikker på at det er voksent frit område, og derfor sikkert for mig lige der.

Det er her jeg ser den, løsningen på alle mine problemer, som sendt fra gud stod der i det ene hjørne en vandhane!!! Her er der måske gået 10-20 sekunder siden jeg har drukket den ukendelige væske, så props til mig selv over at handle så hurtigt! Jeg stormer over til vandhanen, ligger hovedet under og tænder! der kommer ikke noget vand ud.

Så det var ikke sommer men nok nærmere forår, på landet hvor vi boede den gang, blev alt vand udenfor hovedhuset lukket om vinteren så rørene ikke ville sprænge i frosten, og vandet var endnu ikke blevet tændt over hele ejendommen.

Nu går jeg i panik, skarnstreg eller ej nu skal jeg have involveret nogen i hvad der er sket. Jeg lukker helt ned, skriger og råber hoster og raller og der går ikke længe før min far kommer stormene ud til mig med skrækken mejslet ind i hele det runde skæggede ansigt.

HVAD SKER DER? råber min far, til synet af hans 4 årige dreng der er gået i UBER EXTREME INSANE TANTRUM panik, og hvis verden for længst er gået i grus omkring ham. Jeg er utrøstelig og det ender med jeg får en på siden af hoved, hvilket får mig til at vende tilbage til virkeligheden.

Drukket…. Av min mave… Må have vand.. virker ikke…

Boom, 5 sekunder efter er jeg blevet båret med lynets hast indenfor, hvor jeg ligger med hovedet under vandhanen i køkkenet hvor resten af familien sidder med spørgende øjne.

Det viste sig senere at indholdet i flasken var intet ringere end det reneste vand, måske gammelt surt indelukket vand, men dog vand.

Der var ingen der var sure, så at drikke en ukendt væske blev kategoriseret som en “ikke skarnsstreg” jeg var lettet og drak ikke lige foreløbigt nogen ukendt væske jeg havde fundet udenfor i en lille ukendelig flaske.

Her lærte jeg hvordan min far hang sammen for første gang, manden der aldrig tøver for at gøre det nødvendige, om det så er at stikke sin elskede dreng en på siden af hovedet.

 

 

Fødselsdag

D. 12. marts 2015

Jeg har fødselsdag i morgen. Lige på dét punkt bliver jeg nok aldrig rigtig voksen… det er nok i virkeligheden langt fra det eneste punkt. I hvert fald glæder jeg mig ligeså meget nu, som da jeg var 13.

Min helt igennem fantastiske kæreste har lovet mig pandekager til morgenmad. Og så skal der åbnes gave. Han kom hjem med den i dag, men jeg vil hellere åbne den i morgen, også selv om jeg ved hvad det er. Det er lidt snyd… det der med at få spoilet sine gaver inden selve fødselsdagen, det er ikke helt i orden. Så meget barn er jeg åbenbart!

Siden jeg flyttede hjemmefra for 10 år siden, har jeg kun fejret to fødselsdage sammen med min familie. Den første var året efter at jeg flyttede og var bare for et par timer. Dengang kunne min mor med lidt snilde sættes i en manuel stol og løftes op på 1. hvor jeg boede. Det kunne hun ikke året efter, det gjorde simpelthen for ondt på hende.

Sidste år fik jeg arrangeret at mine svigerforældre, min kæreste og jeg kørte i bil hjem til mine forældre. Det er en knapt to timers rejse, så det var vældig hyggeligt. Vi blev hen over eftermiddagen og spiste lækker fondue til aften sammen, inden vi kørte hjem igen. Det var første gang mine forældre mødte svigerforældrene.

I morgen bliver vi kun kæresten og jeg indtil ved en fem-tiden. Så kommer der 10 spisende gæster. Irsk striploin bliver det til i år… doneret i julen af mine forældre, fordi de aldrig ville få spist 3 kilo selv.

Fødselsdage har altid betydet meget for mig. Også mine forældres og mine brødres! Traditionen tro hjemme hos os, måtte man ikke stå op, før man blev vækket. Det blev man med flag og sang når morgenmaden stod på bordet og var klar til indtagelse. Der var altid lidt ekstra godt til morgenbordet på en fødselsdag. Evt. en snegl eller et stykke andet wienerbrød. Gaverne stod altid pænt indpakket i nærheden og afkrævede lange lurende blikke. Men de blev først åbnet når vi havde spist. Sådan var reglen – og ikke noget med at kyle maden indenbord. Næh nej, ro på og tilstedeværelse.

Når jeg engang får børn, vil jeg indføre samme traditioner. Dels fordi kærestens familie ikke rigtig har haft nogen, men også fordi jeg synes det er en god måde at opdrage sine børn i tålmodighed og dét der med at være til stedet i nuet. At samværdet og fejringen er lige så vigtig som selve gaverne. Desuden har det altid være fødselaren i vores hjem, der har bestemt egenhændigt hvad der skulle serveres til aftensmad. Jeg kan ikke erindre at vi nogensinde har spist noget, som nogen i husstanden ikke kunne lide. Om det skyldes at jeg bare ikke husker det, at mine forældre pædagogisk har overtalt os til at vælge noget som alle kunne lide, eller om det simpelthen er faldet naturligt at undgå mad nogen ikke har lyst til at spise, skal jeg ikke kunne sige. Men mindet herom, står som ganske solidarisk på min nethinde.

jeg har fødselsdag i morgen – wuhuu!

Lykken er et vandbassin

3. marts 2015: 

Vi boede på en gård med stald, stor græsplæne og svinesti. Et rigtigt landsted, hvor der lugtede af dyr. Jeg kan stadig huske hvordan stuen var udformet, fordi jeg havde det måske værste mareridt i mit liv, mens vi boede der… eller i hvert fald det mareridt det til dato stadig står tydeligst for mig. Så jeg holdt mig altid fra nummer 3 sorte flise/klinke fra venstre hjørne af den gule brændeovn – for trådte man på dén, så brød der lavafyldte kloakker op af gulvet og opslugte alt!

Men ude i haven, dér var lækkert. Især når far og hans bror gemte reder med påskeæg påskelørdag, eller når vandbassinet blev fyldt! Dengang var det kæmpe stort. Så stort at man kunne dykke og alt muligt… bevares, det hele foregik med ryggen i vandoverfladen, men stort dét var det altså!

Og det allerbedste det var dengang min far demonstrativt, og med et smørret smil i hele ansigtet, hentede min mor og gik i bassinet med hende. Med tøj og det hele på! Hele familien i bassinet og mine forældre der skreg af grin. Jeg husker det i brudstykker, billeder og lyde. For det er godt nok mange år siden. Men jeg husker at jeg var lykkelig!

Svaner

27. februar 2015:

Mange vilde minder popper op, når jeg tænker tilbage. Især fra vores rejser! Det er noget af det der præger mit billede af min barndom meget. At vi oplevede verden sammen.

Jeg husker ikke hvor det var. Tror måske det var da vi kørte østover. I hvert fald var vejret skønt og vi havde fundet en lille sø at bade i. Min far hjalp min mor ned og sidde i vandkanten, kørte den manuelle kørestol lidt ud, så hun kunne sidde der og dyppe fødderne.

Hvorfor erindrer jeg heller ikke, men en gruppe svaner fik set sig vældig hidsige på os. Resten af os flygter panisk, alt imens min mor sidder ude i vandet og hysterisk skriger min fars navn og befaler ham at komme og hente hende. Måske er det noget min hjerne har digtet, men jeg synes tydeligt at kunne huske vores alles fnisen og min fars lettere nervøse latter.

Det minder mig om tordenvejret i Litauen. Aftenen var lun og vi camperer ved bredden af en sø. De voksne (mine forældre og det føromtalte vennepar) havde fundet store 2-liters dunke vodka til 4 kr. stykket, så humøret var vældig højt. Vi børn (vi var 5) havde tidligere fået af vide at vi var kun 11 kilometer fra et kæmpe atomkraftværk. Jeg var dengang ligeså bange for dem, som den da i dag.

Over ganske kort tid udviklede det dejlige vejr sig til en ret heftig storm med det vildeste tordenvejr jeg nogensinde har oplevet. Min mor sidder i læ inde i et stort pavillionagtigt 70’er-telt, mens vi andre forsøger at samle løse ejendele sammen. Et voldsomt vindstød forsøger at rive teltet med sig, så det letter 1,5 meter, men dog holdes fast af pløkker og reb. Atter engang sidder min stakkels immobile mor og skriger efter min far, alt imens at jeg tuder og tuder fordi jeg er sikker på at vi skal dø lige om lidt, når lynet slår ned i kraftværket og eksploderer!

Spurgte man mig den aften, var der bestemt intet at grine af… men i dag synes jeg dælme minderne er spøjse!

Frem og tilbage

25. februar 2015:

De sidste par uger er gået alt for hurtigt. Deliriummet et helt væk nu. Efter fem kure. Det fortalte hun min over telefonen forleden dag. Det er rart at vi nu ved hvad der er på færde, når hun bliver hyperaktiv og manisk.

Den dag jeg blev student, tog jeg turen til hospitalet sammen med min far. Heldigvis havde hun et “klart øjeblik” da jeg kom med mit spritnye studenterhue. jeg var hamrende stolt! Matematisk student, og så endda med et gennemsnit et stykke over middel. Og endda nærmest uden at have forberedt mig på mine afsluttende eksaminer. Det er svært når ens mor ligger på en stue 40 minutters kørsel væk og forsøger at gnave sine egne hænder af, alt imens hun fabler om tal der ikke går op og at jeg altså derfor ikke kan være blevet født.

Det var enormt skræmmende! Især fordi sygehuspersonalet var så umådeligt inkompetente hele vejen igennem. Hun lå der i fire dage og fik det ikke bedre. Pga. en tidligere operation, skulle hun til et andet hospital for at tjekkes. Hér var hun i 6 timer, så var hun sendt hjem igen, tjekket, diagnosticeret og med påbegyndt behandling!

Jeg fortalte for nyligt historien til en veninde som er uddannet læge. hun diagnosticerede min mor kun på baggrund af min berretning – det fortæller noget om, hvor ubrugelig et hospital der er tale om! På tredjedagen, som var dagen hvor jeg blev student, havde de stadig ikke fattet at min mor ikke selv lige kunne række ud og drikke af det vand de satte på hendes sengebord. Min far måtte beordre dem til at sætte væske i hendes drop.

Jeg var bange for at miste hende, mere end normalt. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø… men hvad nu hvis det var sclerosen der havde ødelagt hendes hoved og vi aldrig ville få hende tilbage igen.

Frygten stak da også hovedet frem denne gang, men jeg vidste jo hvad det var. Jeg var godt klar over at det bare var et spørgsmål om tid, inden behandlingen tog effekt.

Hun er ikke nær så aktiv og talende, som da jeg besøgte hende. Men over telefonen virker hun stadig mere nærværende efter sin “opvågning”. Jeg håber inderligt at hun faktisk mente det, da hun sagde at hun vil til at være hovedperson i sit eget liv. Inderligt!

At tabe sutten

D. 11. februar 2015:

“Det er som om at jeg er vågnet efter 10 år i dvale… nej, jeg har valgt at vågne!”

Hun forklarede mig hvordan det var dengang hun stoppede på morfin fra den ene dag til den anden. Den dagsdosis hun tog til sidst, kunne slå en fuldvoksen mand ihjel. Det gik op for hende at hun var afhængig og at morfinen alligevel ikke hjalp på hendes smerter længere. Og så holdt hun op… fra den ene dag til den anden. Jeg kan godt huske at hun tog alt den medicin. Husker når hun bad om 4 vilan’er, og det kunne ske mange gange om dagen.

Til en af mine forældres fødselsdagsfester fik jeg spidsen af tommelfingeren i pålægsmaskinen. Dagene efter fik jeg et par af min mors smertestillende med på efterskole – jeg var flyvende!

Faktisk husker jeg ikke den opvågning som min mor talte sådan om. Men jeg det har været cirka 10 år siden. Dengang var jeg lige flyttet hjemmefra, eller var i færd med det og stod og skulle i gang med mit eget liv. Jeg tror ikke mit fokus var på hjemmefronten i den periode.

Men nu har hun altså besluttet sig for at vågne igen. “Hvis jeg ikke kan ændre på det, så skal jeg lade være!” Det mantra hørte jeg mange gange i løbet af de par dage jeg var på besøg. Og hun fortalte mig at hun aktivt har valgt at være hovedperson i sit eget liv igen. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken og håber inderligt, ved alt jeg ejer, at det ikke bare er en fase, eller rester af delirium. Vi talte om det, deliriummet. Hun fortalte at min far var bekymret. “Han tror at jeg har tabt sutten, fuldstændigt!” og så skreg hun af grin. Vi blev enige om at det sgu også er ok, hvis hun faktisk har tabt sutten, for hun har det godt! Og så skreg vi af grin igen.

Vågnet af dvalen

D. 9. februar 2015: 

Jeg kunne næsten ikke få et ord indført. Hun snakkede og snakkede og blev helt stakåndet til sidst. Det bekymrede mig en smule, men bekymrede mig endnu mere, da hun fortalte at hun igen havde været ramt af delirium på grund af en heftig omgang blærebetændelse.

Sidst det skete lå hun og snakkede med gule blomster i loftet. Hun påstod at det var en fysisk umulighed at jeg var blevet født – noget med nogle tal vi aldrig forstod – og så forsøgte hun at gnave sine egne fingre af.

Men hun  lovede mig at det var i bedring nu, at hun havde fået medicin, og at hendes ledsager havde talt med min far og var opmærksom på hende. Jeg lagde på og kunne mærke en knude i maven. To minutter senere ringede jeg hende op igen; “Hvad siger du til at jeg komme og besøger dig på torsdag?” Hun blev enormt glad og fortalte at jeg kunne komme lige når det passede mig.

“Nummer 64… det var nummer 64!” I Spisestuen sad et par håndfulde og spillede banko. Min mor havde allerede vundet tre gange. Heldigvis ankom jeg lige som de sidste tal blev råbt op, for hun kunne slet ikke være stille fra det øjeblik hun så mig. Straks skulle jeg fortælles om bankospillet, om alle de gamle hun havde mødt på stedet, jeg skulle introduceres til personalet, høre om fars rejse siden sidst og så skulle resten af dagen planlægges… helst det hele på én gang!

Der kom straks mere ro på, da vi ramte hendes lejlighed og vi lukkede døren efter os. Jeg var stadig bekymret for om hendes voldsomme energi udsprang fra den midlertidige sindssyge skabt af betændelsen, men som tiden skred frem indså jeg at min mor faktisk var til stede.

Den Gylden Måge

30. januar 2015:

Min mor arbejdede på et rejsebureau som ung. Hun droppede ud af gymnasiet og arbejdede i stedet, og rejste. Vi har altid rejst meget som børn. Det var vigtigt for mine forældre, at vi nåede at se verden sammen med dem, før min mor blev for fysisk dårlig.

I den lille minibus imod Italien sad 9 mennesker.  Mine brødre, mine forældre, et par som mine forældre har kendt siden de var små, parrets to børn og jeg. Nede bagerst i bilen havde min far fikst monteret en plastikstol med stålstel. “Den lyserøde stol som ikke er lyserød” blev den døbt, efter at kvinden i parret havde kaldt den lyserød et par gange. Den var orange. Både den elektriske kørestol og den manuelle var med, begge meget grundigt fastspændt i skinnerne i gulvet. På den måde kunne der sidde 9 i bilen. Nu om dage ville den første politimand der stoppede os til check, gå totalt i selvsving og vi ville aldrig få lov at køre videre på den måde. Men det var en lidt anden tid – før sikkerhedsanvisninger imod at tørre din kat i mikrobølgeovnen eksempelvis.

Den første gang vi var af sted, året før, var vi bare os fem. Det var et par år efter murens fald. Vi kørte igennem Tyskland og Polen til Litauen. Her mødte vi en lille familie på en campingplads. Hustruen kunne tysk. Vi besøgte familien nogle år efter i Vilnius, alle 9 mand. Denne gang kørte vi også igennem Kaliningrad, et lille stykke af Rusland.

Faktisk… så er det stolene i bilen, min mor der sad på kanten, i den åbne dør og tissede med hjælp fra et kateter, det eneste jeg erindrer af sclerosens grimme ansigt på de ture. Og det er ikke de væsentligste minder – langt fra!

I stedet husker jeg, blandt meget andet, de to Litauenske knægte, den kæmpe høje betonklods de boede i, at vi spillede batminton på campingpladsen, at vi ville give en tur på McDonalds og var nødt til at kalde det for “Den Gyldne måge” fordi hustruen var for stolt til at ville tillade det – de to drenges smilende ansigter da de sad og spiste sig dårlige i cheeseburgers var vidunderlige! I må forstå at familien havde sparet op i 7 år til et nyt fjernsyn. En tur på McDonalds var ikke noget de ville få råd til lige foreløbig, på trods af at det var langt-langt billigere at betale for alle 9’s frådseri på McD i Vilnius, end det havde været at betale for et moderat måltid for 5 personer i Danmark.

Og mælk på pose! Det smagte surt.

Our life has more to do with beauty

“and if you can’t see anything beautiful about yourself
get a better mirror
look a little closer
stare a little longer
because there’s something inside you
that made you keep trying
despite everyone who told you to quit
you built a cast around your broken heart
and signed it yourself
you signed it
“they were wrong”
because maybe you didn’t belong to a group or a click
maybe they decided to pick you last for basketball or everything
maybe you used to bring bruises and broken teeth
to show and tell but never told
because how can you hold your ground
if everyone around you wants to bury you beneath it
you have to believe that they were wrong”

– Shane Koyczan, uddrag fra To This Day